Espace 10-4 presenting its first guest appearance, welcoming Mette Holm and Christine Bechameil
Killing Commendatore – tableau vivant
A live performance, including a penguin.
Translating Murakami’s latest novel live, while portraitning passers-by.
Prolog:
KILLING COMMENDATORE af Haruki Murakami
- del: En idé dukker op
Oversat af Mette Holm
PROLOG
Da jeg vågnede af min korte middagslur i dag, sad Den ansigtsløse Mand foran mig. Han sad i stolen over for sofaen, hvor jeg havde lagt mig, og kiggede direkte på mig med øjne, jeg kun kunne forestille mig.
Manden var høj, og han havde det samme tøj på, som sidst jeg så ham. En sort, bredskygget hat, der dækkede det ansigtsløse ansigt, og en lang, mørk frakke.
“Jeg er kommet for at få malet mit portræt,” sagde han efter at have sikret sig, at jeg var helt vågen. Hans stemme var dyb og savnede både klang og varme. “Det lovede du mig. Kan du huske det?”
“Ja, det kan jeg godt, men på det tidspunkt havde jeg ikke noget papir, så det kunne ikke lade sig gøre,” svarede jeg og ligesom hans var min stemme uden klang og varme. “I stedet gav jeg dig en pingvin-amulet som pant.”
“Og den har jeg taget med i dag,” sagde han og rakte højre hånd frem. Han havde meget lange fingre, og i hans håndflade lå en lille plasticpingvin. Den havde hængt som en amulet i en mobiltelefon. Han stillede den på glassofabordet med et lille klak.
“Værsgo, jeg går ud fra, at du har brug for den. Jeg er sikker på, at du har brug for den, så den kan beskytte dem, du holder af. Til gengæld vil jeg bede dig male mit portræt.”
Jeg tøvede lidt og udbrød så hæst: “Det er let nok for dig at bede mig om det, men jeg har altså aldrig prøvet at male et portræt af et menneske uden ansigt.”
“Jeg har hørt, at du er en uovertruffen portrætmaler, og der er jo en første gang for alting,” sagde Den ansigtsløse Mand og lo. Eller det gik jeg ud fra. Lyden, der mindede om en latter, rungede hult som blæsten dybt inde i en grotte.
Han tog den sorte hat af, der skjulte halvdelen af ansigtet. Der hvor ansigtet skulle være, var der ingenting, blot hvirvler af mælkehvid tåge.
Jeg rejste mig og gik ind i atelieret og hentede en skitseblok og en blød blyant. Jeg satte mig på sofaen for at tegne et portræt af Den ansigtsløse Mand, men vidste ikke, hvor jeg skulle begynde, eller hvordan jeg skulle gribe det an, for der var ingenting. Hvordan kan man udforme noget, der ikke er der? Og den mælkevide tåge, der opgav det, der ikke var, skiftede uophørligt form.
“Du må hellere skynde dig,” sagde han. “Jeg kan ikke blive her særlig længe.”
Hjertet hamrede i brystet på mig, jeg havde ikke ret megen tid, jeg måtte skynde mig, men min hånd med blyanten stod stille i luften, og jeg kunne ikke få gang i den. Det føltes næsten, som om den var frosset fra håndleddet og ud. Og han havde ret, der var flere mennesker, jeg var nødt til at beskytte. Og det eneste, jeg forstod mig på, var at male billeder. Men hvorfor kunne jeg så ikke male Den ansigtsløse Mand? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, sad blot og stirrede på tågehvirvlerne. “Undskyld, men jeg har ikke mere tid nu,” sagde han lidt senere og pustede en tyk strøm af hvid tåge ud af den mund, der ikke var der.
“Vent lidt. Det tager kun et øjeblik …”
Manden tog den sorte hat på igen, så det ansigtsløse ansigt atter var halvt skjult. “Jeg kommer igen en anden gang. Måske vil du kunne tegne mig til den tid. Indtil da beholder jeg pingvinamuletten her.”
I det samme sekund forsvandt Manden uden Ansigt ud i luften som dis, der blæses væk af en voldsom storm. Det eneste, der stod tilbage, var den mennesketomme stol og glassofabordet. Også pingvinamuletten var forsvundet fra glasbordet.
Det føltes blot som en kort drøm, men jeg var udmærket klar over, at det ikke var en drøm. Havde det været en drøm, ville den verden, jeg levede i, være blevet forvandlet til en drøm.
Og det kunne da godt være, at jeg en dag ville kunne male et portræt af ingenting, ligesom en vis maler havde kunnet male billedet ‘Killing Commendatore’. Men jeg havde brug for tid, inden det kom så vidt. Jeg var nødt til at gøre tiden til min ven.
