A WAY AWAY

A WAY AWAY
Pushing ever further in a constant effort
We find ourselves
NOWHERE NOW HERE

AI WEIWEI

The temple (shadows)

time loop

 

Blackbird

 

 

On[1] explique habituellement persona comme venant de per- et sonare, mais la quantité de l’\o\ fait difficulté. Probablement de l’étrusque φersu « personnage masqué », via le latin *perso, -ōnis et persōnare (« se masquer »)[2]. Comme la plupart des objets se rapportant au théâtre portent des noms grecs, on pourrait aussi y voir une déformation du grec ancien πρόσωπον, prosopon influencée par l’étymologie populaire.

Dare to sing

and become

washed up

SOS – save our souls

 

 


washed up
on alien shore
between life and death
no future
no past
just the sound of waves
a heartbeat away

Killing Commendatore – tableau vivant

Espace 10-4 presenting its first guest appearance, welcoming Mette Holm and Christine Bechameil

Killing Commendatore – tableau vivant

A live performance, including a penguin.

Translating Murakami’s latest novel live, while portraitning passers-by.

 

 

Prolog:

KILLING COMMENDATORE af Haruki Murakami

  1. del: En idé dukker op

 

Oversat af Mette Holm

 

PROLOG

Da jeg vågnede af min korte middagslur i dag, sad Den ansigtsløse Mand foran mig. Han sad i stolen over for sofaen, hvor jeg havde lagt mig, og kiggede direkte på mig med øjne, jeg kun kunne forestille mig.

Manden var høj, og han havde det samme tøj på, som sidst jeg så ham. En sort, bredskygget hat, der dækkede det ansigtsløse ansigt, og en lang, mørk frakke.

 

“Jeg er kommet for at få malet mit portræt,” sagde han efter at have sikret sig, at jeg var helt vågen. Hans stemme var dyb og savnede både klang og varme. “Det lovede du mig. Kan du huske det?”

“Ja, det kan jeg godt, men på det tidspunkt havde jeg ikke noget papir, så det kunne ikke lade sig gøre,” svarede jeg og ligesom hans var min stemme uden klang og varme. “I stedet gav jeg dig en pingvin-amulet som pant.”

“Og den har jeg taget med i dag,” sagde han og rakte højre hånd frem. Han havde meget lange fingre, og i hans håndflade lå en lille plasticpingvin. Den havde hængt som en amulet i en mobiltelefon. Han stillede den på glassofabordet med et lille klak.

“Værsgo, jeg går ud fra, at du har brug for den. Jeg er sikker på, at du har brug for den, så den kan beskytte dem, du holder af. Til gengæld vil jeg bede dig male mit portræt.”

Jeg tøvede lidt og udbrød så hæst: “Det er let nok for dig at bede mig om det, men jeg har altså aldrig prøvet at male et portræt af et menneske uden ansigt.”

“Jeg har hørt, at du er en uovertruffen portrætmaler, og der er jo en første gang for alting,” sagde Den ansigtsløse Mand og lo. Eller det gik jeg ud fra. Lyden, der mindede om en latter, rungede hult som blæsten dybt inde i en grotte.

Han tog den sorte hat af, der skjulte halvdelen af ansigtet. Der hvor ansigtet skulle være, var der ingenting, blot hvirvler af mælkehvid tåge.

Jeg rejste mig og gik ind i atelieret og hentede en skitseblok og en blød blyant. Jeg satte mig på sofaen for at tegne et portræt af Den ansigtsløse Mand, men vidste ikke, hvor jeg skulle begynde, eller hvordan jeg skulle gribe det an, for der var ingenting. Hvordan kan man udforme noget, der ikke er der? Og den mælkevide tåge, der opgav det, der ikke var, skiftede uophørligt form.

“Du må hellere skynde dig,” sagde han. “Jeg kan ikke blive her særlig længe.”

Hjertet hamrede i brystet på mig, jeg havde ikke ret megen tid, jeg måtte skynde mig, men min hånd med blyanten stod stille i luften, og jeg kunne ikke få gang i den. Det føltes næsten, som om den var frosset fra håndleddet og ud. Og han havde ret, der var flere mennesker, jeg var nødt til at beskytte. Og det eneste, jeg forstod mig på, var at male billeder. Men hvorfor kunne jeg så ikke male Den ansigtsløse Mand? Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, sad blot og stirrede på tågehvirvlerne. “Undskyld, men jeg har ikke mere tid nu,” sagde han lidt senere og pustede en tyk strøm af hvid tåge ud af den mund, der ikke var der.

“Vent lidt. Det tager kun et øjeblik …”

Manden tog den sorte hat på igen, så det ansigtsløse ansigt atter var halvt skjult. “Jeg kommer igen en anden gang. Måske vil du kunne tegne mig til den tid. Indtil da beholder jeg pingvinamuletten her.”

 

I det samme sekund forsvandt Manden uden Ansigt ud i luften som dis, der blæses væk af en voldsom storm. Det eneste, der stod tilbage, var den mennesketomme stol og glassofabordet. Også pingvinamuletten var forsvundet fra glasbordet.

Det føltes blot som en kort drøm, men jeg var udmærket klar over, at det ikke var en drøm. Havde det været en drøm, ville den verden, jeg levede i, være blevet forvandlet til en drøm.

Og det kunne da godt være, at jeg en dag ville kunne male et portræt af ingenting, ligesom en vis maler havde kunnet male billedet ‘Killing Commendatore’. Men jeg havde brug for tid, inden det kom så vidt. Jeg var nødt til at gøre tiden til min ven.

 

a light room – e=mc2

 

 

Space time, is our modern perception of the universe (e=mc2)
Light by its speed, is defining space – the meter is now determined by the speed of light.
Ligth is related to time as well – converting space to time.

Still, we do not realy know what light is.

Only, that it reveals a certain reality to us, as we perceive the reflections we then embody as reality.
But only by embodying.
Dark holes, attract so densely, that not even light escapes.
But only mass is attracted, not what is so light, that it has no mass.

 

But why bother – when you can shop?


Special thanks to:

LW stilladser  http://www.lw-stilladser.dk

Dykon dynefabrik  http://www.dykon.dk


Also thanks to people peeing into the display and smearing pizza on our window – we love Copenhagen

sponsored death – in a glimpse

right to the bone

 

sponsored death is yet another display, which is best experienced i real life (!)

Displaying the ingratitude to life, that we would not dare to show death.

Or the other way around, revering death.

Why not make a buck out of dying? Sponsor your death, while you’re at it?

Life is precious – death is not at all. it is not.

 

 

 

 


 

Special thanks to: Sydsjællands kistefabrik www.sydsj-kistefabrik.dk

killing man or beast – an art window

killing man or beast

06-04-2017

is about our disregard for life and about how we somehow allow ourselves to follow patterns, leaders or structures that lead us away from it

–  about Easter, in remembrance

–  about how certain ideas of reality invade our mental and physical space

 


 

Special thanks to Rikke from Christiania riding school for providing room for Oscar, and to Annabel for taking so heartly care of him

omen of things to come

26-03-2017

I was born suddenly
with no reason
As a cross-over
of lust and love
By the time
it happened,
it makes sense

This was not art
It happened
No explanation required
Slowly it makes sense
from everything else
For love and lust
are the same fabric
Longing – repeating it self

I was born
making sense
The idea rose that it could have been different
Repeating love and lust,
it could be different

By the time
you read this
it seemed ambiguous
as it happens
words merely reflecting
what had happened

Now

it is yours

to keep

and treasure